Med konflikten i Tjetjenien som ydre ramme handler filmen om hadets anatomi, om krigens universelle rædsler, og om barnesindets sårbarhed. Filmen er komponeret som et triptykon, hvor første og sidste del, optaget i tyste farvebilleder, skildrer henholdsvis en gruppe russiske børn ved et militærakademi på øen Kronstadt ved St. Petersburg og deres tjetjenske jævnaldrende i en flygtningelejr i Ingusjetien. Imellem de to fløje ligger en sort/hvid reportage fra den rå virkelighed i en sønderskudt boligblok i Grosnij. Børnene i de tre afsnit er forældreløse eller fra opløste hjem, og alle er de fanget, ikke alene i mellemstedet mellem barn og voksen, men også i en konflikt, der på begge sider går i arv fra generation til generation.